Fri fragt v/køb over 499 dkk 15 dages returret Levering 1-3 hverdage Gratis afhentning på klinik

Øget drikkelyst

Indholdsfortegnelse

Øget drikkelyst (polydipsi) hos hunde i forbindelse med en god luftetur og megen leg eller motion er helt normalt. Men drikker din hund over flere dage i træk mere end 100 ml vand i døgnet pr. kg. legemsvægt, så taler man om forøget drikkelyst, og så bør du kontakte din dyrlæge.

 

Hvad er øget drikkelyst (polydipsi)?

Hvis din hund drikker konstant og mere end 100 ml vand i døgnet pr. kg. legemsvægt, så taler man om forøget drikkelyst. Det vil sige, at et hund på 30 kg (f.eks. labrador), skal drikke mere end 3 liter vand i døgnet, før der er tale om forøget drikkelyst. Og det skal foregå over flere dage i træk. Hvis det er meget varmt, eller hvis hunden har fået meget motion, så kan det være helt naturligt, at en hund på 30 kg. drikker mere end 3 liter vand på en enkelt dag.

 

Hvad gør jeg?

  • Foretag notater til evt. senere brug hos dyrlægen om det ændrede drikkemønster.
  • Foretag en opmåling af, hvor meget din hund drikker hver dag over en periode på minimum 3 dage.
  • Tag din hunds temperatur. En temperatur over 39 grader er feber.
  • Sørg for, at din hund altid har rigeligt at drikke. Du må ikke tage vandet fra din hund, fordi du synes, den drikker for meget.

 

I nogle tilfælde kan den forøgede drikkelyst optræde sammen med andre symptomer som nedstemthed, feber, øget tissetrang og nedsat appetit.

Du skal kontakte din dyrlæge og få en tid snarest, så der kan ske en udredning af årsagen til den forøgede drikkelyst, så tilgrundliggende årsager kan behandles.

 

Hvordan opstår den forøgede drikkelyst?

Den forøgede drikkelyst opstår som oftest, fordi hundens krop af en eller anden årsag drænes for væske. Derved udløses der tørst for at kompensere for den mistede væskemængde.
I sjældne tilfælde kan den forøgede drikkelyst være psykisk betinget, altså hvor hunden bare drikker uden egentlig at være tørstig.


Hvad er årsagen til forøget drikkelyst?

Der kan være mange årsager til forøget drikkelyst:

  • Urinvejslidelser (blærebetændelse, nyrekræft, nyresvigt)
  • Leverlidelser (leverbetændelse, leverkræft, leversvigt)
  • Livmoderbetændelse
  • Sukkersyge (Diabetes mellitus)
  • Sygdomme i binyrerne (Cushings syndrom, Addisons syndrom)
  • Falsk sukkersyge (Diabetes insipidus)
  • Indtagelse af foder med meget salt
  • Febertilstande
  • Psykisk betinget øget drikkelyst