Fri fragt v/køb over 499 dkk 15 dages returret Levering 1-3 hverdage Gratis afhentning på klinik

Hundehvalpens første leveår

Indholdsfortegnelse

 

Når du anskaffer dig en hvalp, er der masser at se til i starten. Hvalpen skal lære familiens vaner og rutiner at kende, og meget af tiden går også med at nusse og sove.

Hvalpe er nysgerrige på verden, og de har fuld fart på energiniveauet. Men det er også i hvalpens første leveår, at de gennemgår en enorm vækst, og at kroppen udvikler sig mest. Afhængig af racen er hvalpen fuldt udvokset, når den er 9-15 måneder, og indtil da skal hvalpen nå at skifte tænder, foder og have sine nødvendige vaccinationer.

Vores VetPlanet dyrlæger gennemgår her, hvad du som kæledyrsejer skal være særligt opmærksom på i hvalpens første leveår.

Nederst finder du vores hvalpetjekliste til det første leveår.

Er der tilbageholdte mælketænder?

De fleste tandskift hos hvalpe sker normalt uden problemer omkring 16-24-ugers alderen. Men i nogle tilfælde falder tænderne ikke ud af sig selv, men bliver derimod siddende sammen med de blivende tænder.

Det kan være svært at se, om din hvalp har tilbageholdte mælketænder, og derfor er det en god idé at kigge forbi din dyrlæge til et tandtjek. For hvis tænderne ikke er faldet ud af sig selv efter 25 uger, skal de opereres ud af kæben. 

Det er vigtigt at opdage de tilbageholdte mælketænder i tide, for ellers kan det have alvorlige og uoprettelige konsekvenser for din hunds tandsæt.

Læs mere om tilbageholdte mælketænder her

 

Vaccination af hvalpe

Det er vigtigt, at alle hunde bliver vaccineret helt fra hvalpealderen og regelmæssigt gennem hele voksenlivet. Det mindsker risikoen for smitsomme sygdomme.

Hvalpe skal vaccineres typisk ved 8-ugers alderen og igen ca. 4 uger efter. Effekten af vaccinen varer typisk 1-3 år alt efter vaccinen.

Vaccinen har bedst effekt, hvis hunden er sund og rask ved vaccination. Derfor er det vigtigt, at hunden først bliver tjekket for infektioner og sygdomme inden vaccinestikket.

Hvis du skal rejse med din hvalp, så skal du huske at vaccinere hvalpen mod rabies. Din hvalp kan tidligst blive vaccineret mod rabies, når hvalpen er 12 uger. I kan rejse 3 uger efter, at hvalpen er blevet vaccineret mod rabies. 

Læs mere om vaccination af hund

 

Aktivering af hvalpe og hvalpetræning

Hvalpetræning er vigtig, da det er med til at give en sund og glad hund. Hvalpen skal luftes hver dag, men den må heller ikke blive aktiveret alt for meget. Det kan nemlig stresse og overstimulere hvalpen, og i sidste ende påvirke dens vækst negativt. Derfor må fysisk aktivitet i form at lange lufteture vente lidt.

Du kan i stedet bruge leg som motion. Det er nemlig vigtigt, at hvalpen bliver mentalt stimuleret. Tag ud og opdag verden sammen på mindre udflugter, og lad hvalpen snuse til alt. I kan også træne nogle mindre øvelser som f.eks. kast og indkald. Det er også med til at give en velopdragen hund på sigt.

En god huskeregel er, at du skal træne med din hund 20 minutter ad gangen – men hver dag. Hunde i alle aldre har brug for at restituere, men særligt hvalpe har brug for hvile og energi, de kan bruge til vækst. Faktisk skal hvalpe gerne have 20 timers ro i døgnet.

 

Skift fra hvalpe- til voksenfoder

Foder spiller en stor rolle i hvalpens udvikling til voksen hund. Det gælder både alderssvarende foder, men også korrekte mængder. En hvalp skal have mad 3 gange om dagen, indtil den er ca. 6 måneder. Herefter 2 gange om dagen.

Afhængig af hvalpens race og fodertypen skal du, når hvalpen er 12-15 måneder, skifte fra hvalpefoder til voksenfoder. Hvalpefoderet indeholder energi og næringsstoffer til en hund i vækst, og voksenfoderet har fokus på hundens behov for energi og næringsstoffer til at vedligeholde kroppens funktioner.

Foderskiftet kan være svært at finde rundt i, for hvad er lige forskellen? Og hvornår får hunden for lidt eller for meget mad?

Læs om overgangen fra hvalpe- til voksenfoder

Én af de sværeste discipliner som hundeejer er også at undgå, at din hund bliver overvægtig. Vi vil gerne belønne vores hunde med mad og ekstra godbidder, men det forringer livskvaliteten hos hunden.

Læs mere om overvægt hos hund

Tjekliste til hvalpens første leveår:

  • Tjek, om hvalpen har skiftet sine mælketænder, når den er 16-24 uger. Kontakt din dyrlæge, hvis hvalpen har tilbageholdte mælketænder efter 25 uger.
  • Afhængig af hvalpens race og fodertypen skal du, når hvalpen er 12-15 måneder, skifte fra hvalpefoder til voksenfoder. Hvalpen skal have mad 3 gange om dagen, men som voksen hund kun 2 gange dagligt.
  • Hvalpe skal vaccineres typisk ved 8-ugers alderen og igen ca. 4 uger efter. Derudover skal de vaccineres løbende gennem hele voksenlivet. Husk at vaccinere din hvalp mod rabies, hvis I skal rejse. Hvalpen kan tidligst blive vaccineret, når hvalpen er 12 uger. Og I skal vente 3 uger efter vaccinationen med at rejse.
  • Hvalpetræning er vigtig, og du kan med fordel bruge leg som motion. Din hvalp må nemlig ikke blive overstimuleret med hård fysisk aktivitet.

VetPlanets dyrlæger anbefaler